Nyhedsarkiv

Oplevelser

Tag på tur i Aarhus med en lokal guide

Visit Aarhus er ude med en ny kampagne, der skal inspirere aarhusianerne til nye oplevelser. Spis med Jon fra Den Store Bagedyst eller snup en oplevelsesrig dag med lokale Catrine Høy Hansen.

Leder du efter de bedste børneoplevelser i byen? Eller vil du have det maksimale ud af en dag i Aarhus City? Så lyt til de lokale – for de kender de hemmelige perler og fedeste oplevelser. Ovenstående er budskabet i en ny kampagne fra VisitAarhus, som gerne vil tiltrække gæster fra hele Danmark, samtidig med at de vil inspirere lokale til nye oplevelser i eget område. En undersøgelse foretaget af Epinion for VisitDenmark viser nemlig, at over 25 procent af de gæster, der besøger en feriedestination, gør det på baggrund af personlige anbefalinger. Allerede nu har VisitAarhus samlet de første seks guides på hjemmesiden www.dinlokaleguide.dk, og mange flere kommer til hen over året.

Her har vi samlet tre eksempler på lokale guider til mad, oplevelser og familieaktiviteter:

Jon fra Den Store Bagedyst
Jon Daniel Edlund er en rigtig Aarhus-dreng, som vandt hele Danmarks hjerter i 2018, da han deltog i Den Store Bagedyst, hvor han brillierede med både bagerevner og en smittende begejstring for mad og kager. I hans guide til Aarhus kommer du med på en rundtur til lækre smagsoplevelser. Jon anbefaler for eksempel morgenmad på La Cabra i Latinerkvarteret, en burger fra Kødstadens Burger Joint på Trøjborg eller aftensmad fra Pizza Propria i Jægergårdsgade. Du kan også se Jons video-guide til hans yndlingssteder i Aarhus på www.dinlokaleguide.dk.

Catrine Høy Hansen
Tag på rundtur med Catrine, som er født og opvokset i Aarhus. I dag bor hun lige midt i byens yngste bydel – Aarhus Ø. Det er et område i rivende udvikling, hvor kreativitet og en urban kultur spirer side om side med de moderne bygninger, der én efter én skyder op på den gamle havn. Camilla anbefaler for eksempel en gåtur på Ø-linjen (Det grønne strøg), der strækker sig over de fire yderste øer på Aarhus Ø. Her er der hængekøjer, trampoliner og legeplads, som legebørn kan boltre sig med. Skinner solen bør du hoppe en tur i havnebadet eller prøve kræfter med leg og vandsport hos Aarhus Watersports Complex, der tilbyder både SUP og wakeboarding.

Marie Carlsen
Marie er født i Aarhus, men hun er vokset op på landet. For 10 år siden flyttede hun tilbage til byen, hvor hun stadig bor i dag med sin hustru Sara, deres to børn og et tredje barn på vej. En god dag for Marie i Aarhus er fyldt af aktiviteter, som man kan lave med familiens mindste. Derfor anbefaler hun dig også at tage på udflugt til Den Gamle By, Botanisk Have med forskellige legepladser eller Væksthusene lige ved siden af. Her kan man få adskillige timer til at gå med leg og oplevelser, der passer til hele familien, mener hun.

Du kan se alle guides på www.dinlokaleguide.dk

Aarhus City Forening      Rådhuspladsen 5, 1. sal      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk