Nemos Hjulemarked for hele familien
Endnu en gang slår Nemo Hjul dørene op for et nostalgisk og hyggeligt julemarked på Bispetorvet. Med forlystelser, julelækkerier og underholdning bliver der skruet op for julestemningen for hele familien.
Igen i år åbner Søren Østergaard op for sin såkaldte ’hjule’-by på Bispetorvet. Vi kender ham mest af alt som frontfigur i det populære Zirkus Nemo, der hver sommer rejser landet rundt med sine velkendte figurer som ’Smadremanden’ og ’Bager Jørgen’. Men fra 23. november skruer cirkusejeren op for julestemningen med hyggelige madboder, nostalgiske forlystelser og underholdning for hele familien. ”Vi fik en rigtig god modtagelse sidste år. Alle var glade og i julehumør. Det bliver dejligt at komme tilbage og mærke julestemningen i Aarhus,” siger Søren Østergaard.
En ’hjule’-by for alle aldre
Aarhusianerne kan glæde sig til et hyggeligt julemarked med gammeldags karruseller og et lykkehjul med fantastiske præmier. Som noget nyt kan børnene se frem til en lille togbane, der kører rundt i et dekoreret nisselandskab. Også på Bispetorvets scene vil der i samarbejde med byens aktører være underholdning og kulturelle oplevelser for børn, unge og voksne.
”Sidste år fik vi skabt et rigtigt hyggeligt sted for alle aldre, og jeg er sikker på, at det i år bliver mindst lige så hyggeligt. Håbet er, at vi kan få Bispetorvet til at blomstre op om vinteren,” fortæller Søren Østergaard. I anledningen medbringer han sine julepyntede cirkusvogne, der skal fungere som boder, hvor man kan købe dejlig mad og julelækkerier. Som noget helt særligt kan gæsterne i år smage Smadremandens uovertrufne pølsemix.
Et åbent og hyggeligt julemarked
I år vil julemarkedet åbne endnu mere op end tidligere og gøre det nemmere for forbipasserende at lægge vejen forbi markedet. Scenen rykkes, mens et stort, spektakulært gadeorgel vil byde gæster velkommen med hyggelig julemusik. Der er ingen tvivl om, at Søren Østergaard glæder sig til at komme tilbage. For ham er julen noget helt særligt. ”Jeg elsker julen. Det er en fantastisk hyggelig tid, og det er netop hyggen, vi vil skabe på vores julemarked. Julehygge med alt, hvad dertil hører af julepynt, mad og musik. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage og sætte gang i julestemningen.”
Se mere HER.