Sidste års store europæiske markedssucces indtager igen Store Torv under Verdensbilleder og Midnatsåbent i Aarhus City. Hele ugen fra tirsdag 30. maj til og med lørdag 3. juni kan du gå på opdagelse på det store europæiske marked på Store Torv, og det bliver let at fylde poserne med velsmagende og velduftende specialiteter fra et utal af europæiske lande.
Temaet for årets Verdensbilleder og Midnatsåbent i Aarhus City er som bekendt “Explore the World with Aarhus”, og det kommer virkelig til sin ret på Store Torv under årets sommerevent. På Store Torv kan du opleve ægte international markedsstemning hos de handlende, der kommer fra mange forskellige lande i hele Europa. Det store europæiske marked bugner af kulinariske lækkerier og specialiteter, gaveidéer, dejlig mad og kolde og varme drikke.
Spis her eller ta´ med hjem
På markedet vil der være rig mulighed for at tage på en kulinarisk rundtur i Europa – og det er uanset om du vil tage varerne med hjem og tilberede dine egne eksotiske retter, eller nyde en bid af Europa på selve markedet. Hvad med italiensk risotto, engelsk Fish & Chips, tyske grillspecialiteter eller spansk paëlla – du bestemmer selv, og uanset hvad du er til, kan du nyde det hele på markedets spisesteder.
Autentiske specialiteter
Hos de handlende kan du finde masser af de helt særlige og varer og specialiteter, som du også finder på de små lokale markeder rundt om i hele Europa. Her er italienske oste, pølser i alverdens afskygninger, oliven og olivenolier, pesto, soltørrede tomater og kaffe, franske oste, engelsk fish & chips og et kæmpe udvalg af engelsk fudge til den søde tand, velduftende sæber og cremer fra Marseille, hollandske oste, brød og småkager, belgiske vafler, tyske grillspecialiteter, sjove metalskulpturer fra Polen, vinterbeklædning og rensdyrskind fra Finland og meget mere.
På gensyn til europæisk markedsstemning på Store Torv!