Under USA Festivalen vil området omkring Åen og Vadestedet hylde det amerikanske og byde publikum velkommen til en dag med blandt andet amerikansk mad og vin. Og på Grappa Piccolo kan du opleve en landskamp mellem Italien og USA.
Åens mange restaurationer og cafeer vil under USA Festivalen hylde det amerikanske ligesom resten af Aarhus gør det. I anledningen af USA Festivalen vil flere af spisestedernes menukort derfor være tilføjet nogle særlige amerikanske retter, der nok skal få mundvandet til at løbe på mange. På Cafe Viggo og Römer Brunch & Bistro vil et hav af forskellige burgers, steaks, gode desserter som den klassiske amerikanske cheesecake være at finde på menuen.
I løbet af aftenen den 4. juni kan du også være heldig at støde ind i Budweiser-piger på rulleskøjter, der serverer kolde øl til gæsterne.
Alle cafeerne har åbent indtil midnat, og der vil være forskellige amerikanske tiltag, så Åboulevarden både inde i cafeerne og ude ved udendørsserveringen vil emme af USA.
Landskamp på Piccolo
På Grappa Piccolo kan du i dagens anledning opleve en vaskeægte landskamp mellem restaurantens naturlige inspirationskilde – Italien – og festivalens temaland – USA. Kampen bliver dog lidt ud over det sædvanlige og hverken i vandpolo, håndbold eller fodbold. Til gengæld vil det være vine fra de respektive lande, der denne aften skal dyste om den ærefulde titel af vinder af USA Festival-kampen 2013. Hvem vinder, når den italienske Chardonnay skal dyste mod den amerikanske af slagsen, eller når primotivo-druen fra Italien er oppe imod den amerikanske Zinfandel? Vær med i dysten på Grappa Piccolo mellem klokken 15 og 17.
Tekst: Louise Mandal Deruginsky