Thailandsk marked på Lille Torv

Under Verdensbilleder vil den thailandske venskabsforening Thai-Nord omdanne Lille Torv til en indbydende thailandsk markedsplads.

Hvis du har været i Thailand, så ved du, at thaierne elsker markedspladser. De findes overalt – både indenfor og udenfor – og kendetegnende for den thailandske markedskultur er god stemning, højt til loftet og masser af farverige varer, frugt og grønt. Til Verdensbilleder kan du opleve et sådant marked på Lille Torv, når venskabsforeningen Thai-Nord slår dørene op til et vaskeægte thailandsk marked midt i Aarhus. Markedspladsen vil være fyldt med thailandske boder, hvor det bliver muligt både at se og smage på Thailand, og der vil også være et værksted, hvor man kan se de gamle thailandske håndværk i funktion. Her vil man bl.a. kunne opleve thaier væve stof efter thailandske mønstre, male på de karakteristiske thailandske papirparaplyer og vifter eller fremstille håndlavet silke.

Frugt- og sæbedekorationer

I boderne vil der være masser af farverige oplevelser for hele familien. “Gæsterne kan eksempelvis opleve den thailandske frugtskærer-teknik og se, hvordan en vandmelon kan forvandles til en smukt udskåret rose eller hvordan en gulerod pludselig kan tage form af en fugl”, fortæller arrangør Chakkrit Khunburan, som er formand for Thai-Nord. Thaierne dekorerer i stort omfang retter og desserter med disse smukke frugtudskæringer, som man på markedet kan få lejlighed til både at se og smage. I en anden bod er det thailandske sæber, der kommer under kniven, når smukke sæbedekorationer fabrikeres efter thailandsk skik.

Thailandsk brugskunst

Andre boder vil sælge thailandsk brugskunst importeret direkte fra Thailand. Her vil man kunne finde alle mulige former for traditionelt thailandsk træarbejde, ligesom der vil være et stort udbud af spændende puder, silke og fine tørklæder. Til børnene – og andre sukkerglade sjæle – vil der være en thailandsk bod, der sælger thailandske desserter og slik, der typisk er lavet af eksempelvis frugter og kokos. Der vil også være en isbod, der sælger en særlig type thailandsk is, som serveres med søde frugter og sirup over.

Om Thai-Nord

Thai-Nord er en thailandsk venskabsforening i Danmark, som ønsker at være samlingssted for alle med interesse for Thailand, dets folk og kultur samt formidler af oplysninger om Thailand. Thai-Nord arrangerer hvert år mange forskellige kulturelle indslag, og den 2.-4. juni kommer de til Aarhus og hjælper med at gøre Verdensbilleder til en ægte thailandsk fest.

Åbningstider for markedet:
Lørdag d. 2. og søndag d. 3. juni kl. 11-16
Mandag d. 4. juni kl. 11-22.

Aarhus City Forening      Rådhuspladsen 5, 1. sal      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk