Aarhus og resten af Region Midtjylland kan se frem til et overflødighedshorn af kulturoplevelser som Europæisk Kulturhovedstad i 2017
af Peter Vestergaard, Pressechef – Sekretariatet for Aarhus 2017
Aarhus og det øvrige Region Midtjylland er i fuld gang med at gentænke frem mod kulturhovedstadsåret i 2017. For temaet for Aarhus 2017 er RETHINK (gentænk).
Mere end 8.000 borgere i hele regionen har været aktive med at udforme temaet med ambitionen om, at den Europæiske Kulturhovedstad skal skabe et bedre liv for befolkningen, forandre vores hverdag og måde at tænke på.
Kulturhovedstaden er et frirum til at eksperimentere og gentænke måden, vi lever på. RETHINK betyder, at vi bygger videre på det eksisterende, men er opmærksomme på, om tingene kan gøres anderledes og bedre. Projektet vil med kultur som udgangspunkt sætte fokus på byudvikling, integration, erhvervsudvikling, turisme, infrastruktur og internationale samarbejder. Kulturhovedstaden handler om at inddrage og deltage med ambitionen om at sætte varige spor – også efter 2017. RETHINK er omdrejningspunktet for at invitere kunstnere, iværksættere og kreative mennesker til Aarhus 2017 for at igangsætte og gentænke udviklingen ved at spørge: Hvis vi kunne gentænke udviklingen ved at starte igen, hvad ville vi så gøre?
Kulturhovedstadsåret bliver ikke blot en stor kulturfest. Det bliver ikke Aarhus Festuge x 52. Det bliver meget mere og helt anderledes, end hvad vi tidligere har set. ”Plejer” er død i 2017. Det handler om at se virkeligheden på en ny måde.
Helt konkret kender vi kun smagsprøver på programmet på nuværende tidspunkt, men det bliver løbende udviklet i de kommende måneder og år. Ved at gentænke byrum, ghettoer, landsbyer, fødevarer, uddannelser, sundhed, motion, sport, kunst og kultur vil Aarhus 2017 vise løsninger på morgendagens udfordringer – og gerne med en europæisk dimension.
Nogle projekter er allerede sat i søen, og der blev for eksempel i 2013 uddelt 11 millioner kroner som startkapital til kulturprojekter, arrangementer og til udvikling af kreative erhverv som blandt andet arkitektur, design, gastronomi, film og mode.
I de kommende uger får yderligere 44 projekter tildelt penge fra en pulje på 12 millioner kroner, og så bliver det muligt at se, høre, føle og smage, hvad Aarhus 2017 går ud på.
”Det bliver spektakulært, fantastisk og festligt. Det bliver for alle i Aarhus, i regionen, hele Danmark og resten af Europa”, lover administrerende direktør for Aarhus 2017 Rebecca Matthews.
”Kulturhovedstadsåret vil gøre Aarhus til en mere europæisk by, og vi vil i den kommende tid skabe den platform af internationale netværk og samarbejdsrelationer, som vil gøre året til en succes. 2017 skal åbne verdens øjne for, at Aarhus er en nysgerrig by, hvor man tør eksperimentere trods risiko for at fejle”, siger Rebecca Matthews.
Aarhus 2017 lukker og slukker ikke efter 2017. Det er begyndelsen på en ny tid, hvor Aarhus og regionen forandringsparate er klar til de fremtidige globale udfordringer.
Fakta:
Danmark har påtaget sig værtskabet for den Europæiske Kulturhovedstad i 2017. Den danske regering har gennem kulturministeriet afholdt en konkurrence, der førte til, at en international jury pegede på Aarhus.
EU har derefter udnævnt Aarhus til Europæisk Kulturhovedstad i 2017.
Titlen som Europæisk Kulturhovedstad eller European Capital of Culture (ECoC) er en af de mest prestigefyldte og synlige europæiske kulturbegivenheder.
Kulturhovedstaden Aarhus 2017 støttes af Region Midtjylland og samtlige kommuner i regionen. Kulturhovedstaden er forankret i et stærkt regionalt samarbejde, der strækker sig fra kyst til kyst.
Temaet for Kulturhovedstaden er RETHINK eller på dansk GENTÆNK.
Temaet er opstået på baggrund af input fra flere end 8.000 borgere.
RETHINK er en involverende proces, hvor vi kan stå på skulderen af det, som vi er gode til. Gøre det, vi kan, bedre. Skabe et bedre og mere bæredygtigt samfund ved at svare på morgendagens udfordringer gennem kunst og kultur.