Sydstaterne kommer til Aarhus og River West

USA

Ejeren af Memphis Roadhouse på Åboulevarden, den amerikanske Chris Lombardi, udlever sin århusianske drøm. Men under USA Festivalen den 4. juni vil han sammen med resten af de forretningsdrivende ved området omkring Åboulevarden og Christiansgade give århusianerne en smagsprøve fra de amerikanske sydstater.
Chris Lombardi er ærke-amerikaner. Accenten er ikke til at tage fejl af – hverken når han taler modersmålet eller dansk. Han drømmer stort, arbejder hårdt og går målrettet efter at udleve sine drømme. Drømme, der bragte ham hele vejen fra USA til Aarhus, hvor han i dag er selvstændig restauratør – seneste skud på stammen er åbningen af den amerikanske restaurant Memphis Roadhouse i Christiansgade. For otte år siden forelskede Chris Lombardi sig hovedkuls i Aarhus og århusianerne. Han havde rejst og arbejdet i nogle af verdens helt store metropoler – New York, London og Paris – men det var Aarhus, der vandt hans hjerte. ”Jeg synes ganske enkelt bare, at Aarhus er den hyggeligste by,” forklarer han om valget af Aarhus som sin hjemby.

Oplev River West i Aarhus
Og Aarhus og Danmark er hjem for ChrisLombardi. ”Når jeg hvert år rejser til USA og når til paskontrollen i lufthaven, siger de altid ”Welcome Home Sir,” når de ser mit amerikanske pas. Men det er først, når jeg lander i Danmark, jeg faktisk føler mig hjemme,” forklarer han. Chris Lombardis familie har aner både fra Sverige og Italien, men hans mor er vokset op i de amerikanske sydstater, og det er da også herfra, han har hentet inspirationen til konceptet og menuen på Memphis Roadhouse samt til temaet under USA Festivalen. ”Southern food er en stor del af min familie. Vi fik for eksempel BBQ til min brors bryllup, og min personlige favorit er amerikanske ribs, så det føles helt naturligt, at det også er det, jeg gerne vil servere for århusianerne.”
De omkringliggende butikker i området, der fremover vil brande sig som River West, bakker alle op om temaet, og området omkring Åboulevarden og Christiansgade vil derfor summe af sydstatsstemning. Der vil dufte fra udendørskøkkenet, der serverer ”Southern grab food” – mad, der kan spises med en hånd – og der vil være udendørsservering og masser af musik i aftensolen.

”Pie-eating”-konkurrence
Og Chris Lombardi har såmænd selv været ude og finde flere af de artister og bands, der skal være med til at skabe den ægte, amerikanske stemning den 4. juni, ligesom han også har ladet sig inspirere af sit hjemland i valget af aktiviteter og underholdning. Der vil således blive afholdt en ægte, amerikansk ”Pie-eating-contest” (tærte-spisnings-konkurrence) og også en Hotwings-konkurrence, hvor det gælder om at spise flest af de stærke kyllingevinger på kortest tid. ”Det bliver hot, hot, hot, men jeg lover, at der vil være gode præmier til vinderne,” griner Chris Lombardi, da han fortæller om konkurrencerne.

Fra klokken 14 slår området omkring Memphis Roadhouse dørene op til en dag i det amerikanske tegn. Festen fortsætter naturligvis indtil midnat.

Program

■ Kl. 18.30: Sallvation Gospel Choir med Brian Hollingsworth.

■ Kl. 19.00: “Old Fashioned Pie-Eating Contest” – Hvem kan spise en hel tærte på kortest tid! Fashioned Pie Eating

■ Kl. 19.30: “Atomic Hot-wings Eating Contest” – Hvem kan spise flest af de mega-stærke hotwings på kortest tid?

 ■ Kl. 20.00: Fighting Men Blues Band med Lars Bonefaas

Tekst: Louise Mandal Deruginsky

Aarhus City Forening      Rådhuspladsen 5, 1. sal      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk