Thaimassagen er en ældgammel behandlingskunst, som er en del af den originale thaimedicin. Som behandlingsmetode er den anerkendt i hele verden, ligesom den i stigende grad anvendes som afslappende wellnessbehandling. Til Verdensbilleder får du chancen for at få en smagsprøve på behandlingen, når Tongkun Wellness rykker ud på gaden og giver alle interesserede en 10-minutters behandling som inspiration. Efterfølgende kan man købe en halvtimes behandling på gaden – nøjagtig som i Thailand – eller man kan købe et lækkert, afslappende thailandsk fodbad.
Lørdag d. 2. juni kl. 10-17, søndag d. 3. juni kl. 11-16 og mandag d. 4. juni fra kl. 16.
Kom og bliv malet som en thailandsk tiger eller prinsesse. De to professionelle ansigtsmalere June Alison og Katja Nielsen vil på Strøget give børnene en farverig oplevelse – og der bliver ikke sparet på hverken glimmer eller flotte masker.
Lørdag d. 2. juni og søndag d. 3. juni, kl. 13-15, Skt. Knuds Torv og Clemens Bro
Mandag d. 4. juni kl. 16-20, Reginakrydset
Til Verdensbilleder kan du slippe for at gå den lange vej op ad Strøget. Praj en festligt pyntet thailandsk cykeltaxa og bestem selv, hvilken butik du vil køres hen til. Det er helt gratis.
Mandag d. 4. juni kl. 16-22
Foran Salling kan man opleve den berømte thailandske frugtskærer-kunst, som er en gammel tradition, der for mange år siden opstod i kongepaladset og de højere samfundslag i Thailand. Det er en meget smuk, omhyggelig og dekorativ måde at arrangere maden på, og den kræver stor teknisk kunnen. I dag har traditionen spredt sig til alle samfundslag i Thailand, og der undervises endda i udskæring af frugter i de større klasser i den thailandske folkeskole. På Strøget kan man opleve en smuk udstilling af frugtudskæringer i fantastiske udformninger.
Mandag d. 4. juni fra kl. 16, v/Salling
Den store Verdensbilleder-parade kommer igennem Strøget mandag d. 4. juni. Oplev den traditionsrige, thailandske parade og dans med, når det festglade optog kommer forbi.
Mandag d. 4. juni fra kl. 18
Til Verdensbilleder sætter Strøget fokus på Thailands spændende dyreliv, når lidt af Randers Regnskov flytter til Aarhus for en aften. De to regnskovsguider Maria og Rasmus vil fortælle om de dyr og planter, man kan opleve i Randers Regnskov, og så kan du få muligheden for at røre ved en sprællevende melorm, mærke på et ægte slangeskind og lugte til eksotiske krydderier fra Thailand. For de modige serverer Maria og Rasmus friskstegte sprøde melorme, ligesom man gør i Thailand. De skulle efter sigende smage lidt som popcorn – tør du smage?
Mandag d. 4. juni kl. 16-20, v/Fætter BR
Ebeltofts safari park Ree Park kommer på besøg i Aarhus og fortæller om Thailands spændende dyr. I Ree Park kan man tage på opdagelse gennem parkens fem kontinenter til fods, i safaribil eller på kamelryg og opleve en verden fuld af fascinerende dyr.
Mandag d. 4. juni kl. 16-20, v/ hjørnet af Ryesgade og Rosenkrantzgade
Hvis du har været i Thailand, så ved du, at thaierne er eksperter i at blende, shake og mikse lækre juicer og frugtdrinks, som laves af de mange eksotiske frugter, man finder i landet. Til Verdensbilleder får du chancen for at smage på lækkerierne, når en udendørs drinksbar serverer eksotiske frugtdrinks for gæsterne foran Salling. Prøv for eksempel drinks med vandmelon, ananas og kokos eller den thailandske Nam som Ban, som er friskpressede små søde appelsiner med is.
Mandag d. 4. juni fra kl. 16, v/Salling
Der er også lækker thailandsk mad på menukortet, når Strøget byder velkommen til Verdensbilleder. Bliver man sulten midt i festlighederne, så kan man besøge Strøgets eget thailandske gadekøkken, som til lejligheden serverer lækker thailandsk mad for de forbipasserende.
Lørdag d. 2. juni kl. 10-17, søndag d. 3. juni kl. 11-16, og mandag d. 4. juni fra kl. 16.
I Thailand findes et væld af forskellige banansorter, og der findes ligeså mange forskellige måder at tilberede dem på. Foran Salling kan lækkersultne besøgende smage søde bananer stegt i wok.
Mandag d. 4. juni kl. 19-22, v/Salling
Det lokale Aarhus band Gee Onchoi spiller op til fest på Strøget. Stilen er moderne thai-musik med klassiske rødder, og bandet består af en gruppe musikere af herboende thaier. Gee Onchoi har givet koncerter rundt omkring i Europa og er altid garanti for fest og farver.
Mandag d. 4. juni kl. 17 og 20, v/Salling
Der bliver fest og farver, når thailandske dansegrupper gæster Strøget til Verdensbilleder. Thaierne bruger dansen til at vise glæde og følelser, og hver eneste bevægelse i dansen har en betydning. Tekster og melodier varierer fra region til region, men til Verdensbilleder får besøgende chancen for at opleve lidt af det hele.
Jenumparkens børnekor er et multietnisk børnekor, som kommer til Aarhus for at synge glade Verdensbilleder-sange og udbrede sangglæde som et godt redskab til integration.
Lørdag d. 2. juni kl. 12, v/Salling
Til Verdensbilleder kan du opleve opvisning i kick-boxing på Strøget. Disciplinen er en videreudvikling af den thailandske Muay thai, thaiboksningen. I den thailandske kampsport har udøveren altid en særlig respekt for læremesteren og man ser derfor, at udøverne inden kampen vil samle hænderne foran krop og ansigt og bukke for de lærere, som har trænet dem.
Lørdag d. 2. juni kl. 13.30, v/Salling
Mandag d. 4. juni kl. 17 v/Skt. Knuds Torv og kl. 17.30 og 20 v/Clemens Bro
Oplev klassisk stokkedans, når den gamle thailandske tradition genoplives på Strøget. Stokkedansen er en del af den særlige thailandske forsvarsteknik, som for thaierne er en kunstart, hvor unge mænd og drenge lærer at forsvare sig yndefuldt ved hjælp af våben, som man anvendte i krig i gamle dage.
Mandag d. 4. juni kl. 16.45 v/Clemens Bro, kl. 21 v/Skt. Knuds Torv og kl. 21.45 v/Salling