Du kan opleve populære folkedanse fra blandt andet Bulgarien, Grækenland, Serbien og Makedonien, når danseklubben BalkanRytmer giver opvisning under Europa Festival.
af Lene Grønborg Poulsen
BalkanRytmer er den eneste klub for balkandanse i Aarhus og omegn. Her er mødes århusianere for at lære de dynamiske trin – og her mødes mennesker, som elsker at danse. Gruppen har undervisning hver 1. og 2. søndag i måneden hos Folkestedet på Carl Blochs Gade i Aarhus, og det er altid en fest, forklarer Desislava Kirova fra BalkanRytmer.
Nu får du også muligheden for at opleve den autentiske Balkan folklore på nært hold under Europa Festival: ”Vi deltager i paraden, som går gennem byen, og derudover laver vi også vores egen danseopvisning. Vi vil vise den danseglæde, som opstår, når man danser de her folkedanse,” forklarer Desislava Kirova fra BalkanRytmer.
Du kan opleve BalkanRytmer på hjørnet af Frederiksgade og Åboulevarden (overfor Magasin). Her giver de en 30 minutters danseopvisning i avancerede danse fra Balkan, og derefter vil der være undervisning i nogle af de simple danse fra området, som alle kan lære. ”Det er nogle meget spændende danse. Vi holder typisk hinanden i hænderne og danner en cirkel, så man har ikke brug for en partner. Det skaber energi, at man kan se hinanden under dansen, og vi har det altid sjovt. Dansen skaber en følelse af fællesskab,” forklarer Desislava Kirova.
BalkanRytmer har tidligere deltaget under århusianske kulturbegivenheder som Kulturnat og Mejlgade For Mangfoldighed, og nu kan du også se frem til at opleve de autentiske danse under Europa Festival.
Fakta om BalkanRytmer:
– BalkanRytmer er den eneste klub for Balkandanse i Aarhus og omegn.
– BalkanRytmer danser hver 1. og 2. søndag i måneden hos Folkestedet, Carl Blochs Gade 28 i Aarhus.
– Læs mere på www.balkanrytmer.dk