Italien rykker ind på Rådhuspladsen

piazza navona, til www

Italienske delikatesser, rødvin og store smil. Det er nogle af de ting, du kan nyde godt af, hvis du kigger forbi Rådhuspladsen under Europa Festival onsdag 4. juni. Det hele arrangeres af Det Italienske Handelskammer i samarbejde med Italien Information Service.

Af Lene Grønborg Poulsen

De fleste danskere holder af Italien som ferieland, og det er der gode grunde til. Det sydeuropæiske land tilbyder dejligt vejr, smukke strande, spændende kultur og en fantastisk madtradition. Når Europa Festivalen finder sted i Aarhus, kan du få en smagsprøve på det hele på Rådhuspladsen.
Fra tre pavilloner vil du kunne stifte bekendtskab med et stort udbud af italienske produkter som pølse, oliven, pesto, ost, vin, honning, marmelade, forklarer den italienske konsul i Aarhus samt direktør for Det Italienske Handelskammer Henning Holmen Møller.
Er du mere til fart, spænding og hurtige biler, vil du også kunne opleve frække italienske sportsvogne på pladsen. Italien er nemlig også kendt for sit lækre bildesign og hurtige motorer.

Samarbejde på tværs
Det Italienske Handelskammer i Aarhus er en organisation, der arbejder for at udbrede kendskabet til de to landes produkter indbyrdes, og på den måde hjælper man hinanden med at komme ind på henholdsvis det danske og italienske marked, understreger Henning Holmen Møller:
”I 2014 har vi 13 store projekter, hvor vi tager imod italienske delegationer her i Danmark. Derudover skal vi i efteråret arrangere en handelsdelegation som sammen med borgmester Jacob Bundsgaard tager til Torino på besøg, og derudover kommer byrådet fra Torino til Aarhus,” forklarer han.
Det italienske marked er særligt interessant for danske virksomheder, fordi det for det første rummer 60 millioner potentielt nye forbrugere, og derudover tilbyder det en strategisk placering mellem Europa, de nordafrikanske lande og Mellemøsten. Handelskammeret hjælper blandt andet danske virksomheder med at navigere i de lokale regler og love, i forhold til strategisk markedsføring, oversættelser, markedsanalyser og meget mere. På sammen måde hjælper Henning Holmen Møller italienske firmaer med at starte op i Danmark, og Europa Festivalen er derfor den perfekte ramme til at fejre det tværnationale samarbejde.

Fest på Rådhuset
Ud over fejringen af italiensk kultur på Rådhuspladsen, er der på Rådhuset samme dag fest i anledningen af den italienske nationaldag ”La Festa della Repubblica” – som svarer til den danske Grundlovsdag. Normalt sker denne fejring 2. juni i København, men i år har man også valgt at fejre det 4. juni på Rådhuset i Aarhus, så det falder sammen med Europa Festivalen. Og selvom arrangementet kun er for inviterede gæster, vil forbipasserende kunne opleve den helt særlige stemning, det skaber, når den italienske ambassadør, en mindre delegation samt 60 festklædte italienere forventes at ankomme til Rådhuset kl. 15.
”Jeg glæder mig, og jeg regner med, at det bliver en sjov og spændende dag, hvor folk kan få smagsprøver fra Italien og opleve nogle af det ting, som landet kan byde på,” afslutter Henning Holmen Møller.

 

 

Aarhus City Forening      Rådhuspladsen 5, 1. sal      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk