Amerikansk mad på Store Torv

Store Torv byder under USA Festivalen på lækkerier i den sande, amerikanske stil. Fra ægte, amerikanske Airstreamcampingvogne vil der serveres blandt andet ”Southern Food” a la Memphis Roadhouse. På Store Torv vil der blive langet ægte, amerikanske klassikere over disken. Donuts, brownies, cookies og muffins. Eller hvad med en Pulled Pork-burger? Uanset om du vælger en kop kaffe med kage eller en burger til at tage med, så serveres det hele fra de amerikanske kult-campingvogne fra 1960’erne og 70’erne – Airstreamen. For der er tænkt på alle detaljer, når USA Festivalen indtager Aarhus og Store Torv den 4. juni – og ingen skal frygte at gå sultne i seng!

DesignCamp & Memphis Roadhouse
Samarbejdet mellem firmaet DesignCamp, der har specialiseret sig i at restaurere de klassiske Airstreams og leje dem ud til events og arrangementer, og den århusianske restaurant Memphis Roadhouse bliver uden tvivl en fryd både for øjet og for ganen. De unikke kult-campingvogne lyser op i deres skinnende og pudsede aluminium og skiller sig på alle måder ud fra det, vi i Danmark forbinder med en campingvogn. Airstreamen er større og bredere på bedste amerikanske vis, og DesignCamp har restaureret og indrettet dem, så alt fremstår i fineste og flotteste stand. Og amerikanske Chris Lombardi, der står bag Memphis Roadhouse i Christiansgade, ved, hvordan ægte, amerikansk ”southern soul food” skal smage og serveres. Han er vokset op med det og nyder i dag at servere sine personlige favoritter for århusianerne. Chris Lombardi elsker både Sydstaterne og Danmark, og tager det bedste fra begge verdener med over i sin restaurant og mad. Den danske forkærlighed for gode råvarer og de amerikanske sydstaters smeltedigel af kulturer, der forplanter sig i maden, der har både afrikanske, franske og caribiske toner. Og det hele serveres i et vanligt højt amerikansk serviceniveau.

Fra klokken 12 og helt frem til midnat kan du slukke tørsten og den søde tand og spise dig mæt på Store Torv.

Tekst: Louise Mandal Deruginsky

Aarhus City Forening      Rådhuspladsen 5, 1. sal      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk