Americana-musik i Mejlgade

Også i Mejlgade vil USA Festivalen gøre sit indtog den 4. juni. I den kreative og farverige del af Aarhus vil du kunne opleve vaskeægte americana-musik fra spillestedet Backstage fra klokken 20.00.

I Mejlgade 53 ligger spillestedet Backstage og her vil du i forbindelse med USA Festivalen den 4. juni kunne opleve to helt specielle koncerter med danske kunsterne, der lige nu er de stærkeste bud på Americana-genren herhjemme. På scenen vil både CS Nielsen og amerikanskfødte J.Tex optræde. For begge gælder det, at deres musik lydmæssigt trækker spor tilbage til amerikansk roots, country og folkemusik. Med på scenen har de Michael Lund, som er bredt anerkendt som én af Danmarks bedste dobro-spillere. Alle tre vil være på scenen samtidig og skabe en aften med fokus på deres inspiration og fascination af amerikansk kultur og musiktradition. De vil spille numre fra deres egne bagkataloger og fortolke nogle af deres amerikanske forbilleders største hits.

CS Nielsen
CS Nielsen er sangskriver, sanger og guitarist. Igennem en omfattende koncertvirksomhed i ind- og udland og med to anmelderroste og prisnominerede pladeudgivelser – Man of the Fall (2012) og Against the Dying of the Light (2007) – har han etableret sig som en markant dansk ambassadør for Americana/roots/country/folk-musikken – samt som en historiefortæller med stor poetisk og musikalsk tæft. Musikken er enkel og melodiøs, og inspirationen fra de gamle amerikanske folkemusiktraditioner kommer stærkt til udtryk i CS Nielsens sange.

J.Tex a.k.a. Jens Einer Sørensen
Bag kunstnernavnet J.Tex gemmer sig historien om Jens Einer Sørensen, der i 1986 for første gang tog tilbage til USA for at opleve det land, hvor han i 1965 blev født i Detroit. Ganske tidligt kom han fra USA til København, hvor han tidligt lærte at spille både guitar og banjo. Allerede som 6-årig var J.Tex medlem af Blue Grass Denmark. Som 18-årig opdagede han med sin kuffert og guitar igen sit hjemland, og i sine amerikanske rødder fandt han inspirationen til de musikalske aftryk, han siden har sat. J.Tex henter inspiration til sin musik på og langs landevejene i USA, som han gentagne gange har besøgt siden sin første rejse i 1986.

Værd at vide
■ Backstage ligger placeret inde i baggården i Mejlgade 53.
■ Dørene åbner kl. 19.30, og koncerten begynder kl. 20.00.
■ Entré 50-.kr.

Tekst: Louise Mandal Deruginsky

Aarhus City Forening      Rådhuspladsen 5, 1. sal      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk