Frederiksbjerg

Frederiksbjerg – det måske rareste sted i byen

Stedet med maden, med caféerne, med de forskelligfarvede huse og grønttorvet. Stedet med atmosfære.

Mange århusianere har i tidens løb måttet forsvare overfor københavnere, at jo, i Aarhus findes også et Frederiksbjerg – altså med J.

Frederiksbjerg er en lille bydel i sig selv, som baneterrænet adskiller fra resten af byen. Og det er ikke taget ud af det blå, at vi kalder området det måske rareste sted i Aarhus. En tur på Frederiksbjerg, fra Bruunsgade gennem Jægergårdsgade, op til Ingerslevs Boulevard og ned gennem en af de små tværgader vil overbevise dig om, at vi har ret.

Selvfølgelig kandiderer Trøjborg, Latinerkvarteret og Øgaderne stærkt, og den endelige kåring må du selv stå for. Sikkert er det, at på Frederiksbjerg bliver dine sanser udfordret.

Ikke alene har Frederiksbjerg Bruunsgade, der bugner af eksklusive madoplevelser. Området tæller også Jægergårdsgade med alle dens facetter udi butikker, caféer og restauranter, og så har bydelen Ingerslevs Boulevard og de hyggeligste huse. Har du nogensinde lagt mærke til, at stokroserne trives som ingen andre steder her.

Spisegaden for feinschmeckere

Står du i midtbyen, kommer du bedst og hyggeligst til Frederiksbjerg ad en af byens ældste handelsgader – Bruunsgade. Prøv at gå langs det brede overdækkede fortov fra Banegårdspladsen op ad Bruunsgade i stedet for at slå genvej gennem Bruun’s Galleri. Så opdager du måske den lille helsebutik Helsemin eller Sakura Sushi. Turen vil bringe dig forbi den helt specielle butik, Gørtleriet, hvor du passende kan undre dig over, hvordan salg af møbelbeslag, bronzebogstaver, støbte lysestager, knager og belysning og reservedele kan holde butikken oven vande – for det kan det endnu. Forretningen er et eksempel på de helt særlige, gamle butikker, der ligger på Frederiksbjerg. Butikker som byder på varer lidt ud over det sædvanlige. Læg også mærke til Gazelle Garn lidt længere oppe ad gaden. Butikken har i 57 år sørget for kvalitetsgarn til de handlende i gaden.

Det er også eksklusiviteten, der karakteriserer Bruunsgade. Du nærmest snubler over alverdens specialiteter her. Nordisk Spisehus, Kählers tre forskellige afdelinger og Aarhus Vinhandel suppleres af Sushi+ og den nyere Sakura Sushi, Paradis Is, Slagterriget og StreetCoffee. Schweizer Bageriet har under forskellige ejere og navn ligget samme sted siden 1897 og byder i dag på noget af byens lækreste bagerbrød – dog i skarp konkurrence med øko-bageriet Emmerys, der ligger lige overfor. Dette er gaden for feinschmeckere. Det er også her, du finder butikkerne, hvor det er kvalitet og udseende, ikke pris, som skal bestemme købet – børneskobutikken Hønsefødder, Designers Market samt Alrø og Høgh. Det kan da heller ikke overraskende, at Føtex her heder Føtex Food.

Når du har mæsket dig i Bruunsgade, kan du passende slå et smut ind til højre ad Brammersgade og videre ad Ole Rømersgade, hvis du vil fordybe dig lidt i kvarteret. Her ser du nemlig eksempler på en ny renæssancestil, som danske arkitekter har fundet inspiration til i Wien. Også de små forhaver og huse med karnapudbygninger, som du kan se, hvis du går ned af Skt. Pauls Gade, er noget helt særligt og inspireret af tysk byggestil. Derfra når du hurtigt Ingerslevs Boulevard, der både i navn og udtryk er en af de mest imponerende strækninger i Aarhus.

Øko-heaven og friske grøntsager

Hvis du er lidt smart, planlægger du en gåtur på Frederiksbjerg en onsdag, lørdag eller søndag, hvor Ingerslevs Boulevard summer af liv fra markederne. Onsdag og lørdag er der torvemarked, hvor utallige små boder frister med alt fra ost, fisk, blomster og grøntsager. Søndag er der ofte bagagerumsmarked, og her kan du finde gamle skatte til billige penge. I de varme måneder indbyder Ingerslevs Boulevard med de brede græsarealer i midten til at spille kongespil eller måske petanque på de dertil indrettede baner.

Fortsætter du fra Ingerslevs Boulevard ned ad Sankt Anna Gade kommer du igen forbi charmerende bebyggelse. Her står stokroserne en stor del af året ranke langs husmurene, som i sig selv er et ekstra blik værd med alle deres farver, krummelurer og forskellige udtryk. Ad den vej rammer du nemlig Frederiksbjergs guldgrube – Jægergårdsgade. Café- og restaurantudbuddet er bemærkelsesværdigt – med Klassisk 65, RarBar, Nordisk Folkekøkken og Fika som eksempler. Men også de sære og interessante butikker som den økologiske købmand, Strikkepinden, Pariserhuset med alt i udklædning og interiørbutikken 1000 ting er helt specielle for Jægergårdsgade. Gaden samler også en række designbutikker, hvor du finder unikakunst i både stentøj og møbler.

De smukke farverige byhuse er for hovedpartens andel indrettet med butik i stueetagen og beboelse i de næste to-tre etager, og gaden er ofte genstand for mindre bilkøer.

Er du ung og netop begyndt på studiet, har du sandsynligvis stiftet bekendtskab med Jægergårdsgade i en jævnt bedugget tilstand. Her ligger nemlig også mange af de pubber, som indgår i de ofte gentagne pubcrawls arrangeret af studerende eller andre unge mennesker i byen.

Bruun’s Galleri – en shopping-oplevelse i sig selv

I Bruun’s Galleri finder du alt, hvad hjertet begærer – og du behøver ikke bevæge dig særligt langt.

Bruun’s Galleri er med sine 100 butikker, 1000 parkeringspladser og syv planer med indgang fra banegården et internationalt, nationalt og århusianske knudepunkt.

Ikke bare hvad angår shopping – men også når det kommer til at samle både daglige og lidt sjældnere gøremål. Her kan du nemlig både gå i biffen, tage på café og spise en god middag, såvel som få spidserne studset og synet tjekket.

Da centret åbnede i 2003, var det en oplevelse i sig selv at gå ind ad banegården og ud på Bruunsgade. I dagligdagen er det ganske praktisk, hvis regnen styrter ned, men det samler også byen på en helt anden måde og gør det store center til en mere integreret del af bybilledet. For mange er Bruun’s Galleri blevet en oplagt smutvej.

Planerne om en ny busterminal på Ny Banegårdsgade vil betyde 30-35 nye butikker i en ny etage over denne nye terminal. På den måde kommer Bruun’s Galleri til at strække sig helt fra Bruunsgade til Ny Banegårdsgade.

 

Tekst: Nina Hermansen og Marie-Louise K. Andersen

 

Aarhus City Forening      Rådhuspladsen 5, 1. sal      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk