Nyhedsarkiv

Oplevelser

Julemarked på Arkitektskolen 2014

I weekenden 13. og 14. december kan du få inspiration til julegaveindkøbene på Arkitektskolens julemarked. I boderne er der kreative produkter til boligen samt julepynt og noget til maven.

Julemarkedet på Arkitektskolen i Aarhus er en tilbagevendende tradition. På julemarkedet sælger studerende fra Arkitektskolen, Kunst og Designskolen samt private og små virksomheder deres kreative kreationer.

Det er ikke et traditionelt julemarked, for selvom der er julepynt, så sælger de fleste boder kreative produkter til boligindretningen. Derfor er der gode muligheder for at købe en anderledes julegave eller forkælelse til sig selv.

I de cirka 70 boder bliver der blandt andet solgt smykker, lysestager, puder, keramik, tasker, lamper, bakker, børnetøj, illustrationer, træfigurer, malerier og meget andet. Du kan også købe julepynt og lidt lækkert til ganen i boderne.

Bliver du sulten undervejs, er der ingen grund til at tage hjem, for du kan købe mad og drikke i skolens kantine. Her kan du stille sulten og slukke tørsten i nyfortolkninger af de klassiske julegodter.

Julemarkedet på Arkitektskolen Aarhus afholdes i weekenden 13. og 14. december fra klokken 10 til 17 begge dage. Du finder julemarkedet på Nørreport 20 i Laden Syd og Nord samt kantinen.
Det er gratis at kigge forbi, men husk kontanter, da boderne ikke tager dankort.

Følg Arkitektskolens julemarked på Facebook her.

 

Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk