Nyhedsarkiv

Oplevelser

Bliv klogere på verdensmålene under Verdensbilleder 2019

På Store Torv, Skt. Clemens Torv, Lille Torv og ved Immervad vil der under eventen ”Verdensbilleder/Midnatsåbent” være spændende udstillinger og aktiviteter om FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Her vil virksomheder, organisationer, foreninger og andre interessenter præsentere deres bud på hvordan verdensmålene kan blive til hverdagsmål og hvordan vi alle sammen kan være med til at hjælpe den bæredygtige udvikling godt på vej.

STORE TORV
Fredag kl. 11.00-21.00 og lørdag kl. 11.00-15.00

AURA Energi
Kom og oplev AURAs klimavenlige el-delebiler med fuld fleksibilitet. Der er ingen binding. Betal pr. tur eller på abonnement. 24/7 support. Fri km. og fri strøm. Gratis opladning i hele Danmark. Forsikring og vejhjælp er inkluderet. Alle kan blive medlem og med el-delebilerne har du en bil lige præcis når DU har brug for det, samtidig med at du gør noget godt for miljøet.

Vandværkerne i Aarhus
Vandværkerne i Aarhus støtter op om Verdensbilleder. Kom og vær med i kampen for rent drikkevand, og lær mere om hvordan vi sammen kan sikre rent vand i fremtiden. Se installationen hvor 3 store verdensmålskuber giver gode råd til, hvordan du kan spare på vandet og hvordan du undgår sprøjtegifte i haven.

Ren By Aarhus og Nordens Reneste By
Mød Ren By fra Aarhus Kommune, og hør mere om hvordan vi sammen kan gøre Aarhus til Nordens Reneste By. Hjælp med at samle affald og modtag et gavekort som tak for hjælpen.

Center for Væredygtighed og FO Aarhus
Menneskeheden står over for globale udfordringer, som vedkommer os alle. Med Væredygtigheden kan vi arbejde med den indre menneskelige omstilling, der nødvendigvis må gå hånd i hånd med den ydre omstilling. I teltet på Store Torv kan du deltage i workshops, hvor Væredygtighedsspillet bruges til at dykke dybere ned i verdensmålene.

Kirkens Korshær
Du kan møde Kirkens Korshær på Store Torv i forbindelse med Verdensbilleder, hvor de flytter ind med en bod fredag 31. maj. Her præsenterer de deres re-designede varer, der er lavet af ting de får ind fra genbrug. Konceptet giver dig mulighed for at købe brugte ting, fashionabelt re-designet af korshærens brugere. På den måde gør Kirkens Korshær verdensmål til hverdagsmål, og de arbejder konkret med mål 1, 2, 3,
10, 11 og 12. Lørdag 1. juni vil du desuden have mulighed for at deltage i en Homeless Walk, der starter på Rådhuspladsen kl. 14:00 og ender på Mindet 6, hvor Kirkens Korshær åbner deres nye cykelværksted, CykelDoKK for unge hjemløse. Man skal melde sig til walken på Aarhus Motions hjemmeside, og det koster 20 kroner at deltage.

Kvindemuseet stiller skarpt på ligestilling
Mød Kvindemuseets mobile pop-up museum på Store Torv fredag 31. maj, hvor museet sætter fokus på FN’s verdensmål nr. 5 om global ligestilling.
Med Kvindemuseets pop-up museum rykker museumsformidlingen ud i bylivet, tager temperaturen på kønsdebatten anno 2019 og ikke mindst sætter gang i den! Pop-up museet er både en bemandet dialogsatellit og traditionel museumsudstilling, som med humor, viden og publikumsaktiviteter vil udfordre og inspirere til overvejelser om køn, kulturhistorie og ligestilling. Med udstillinger placeret i ladet på museumsvognen og aktiviteter – eksempelvis det nye Køn Redelighedbrætspil – kan publikum blive klogere på køn og møde den kulturhistoriske formidling på en anderledes sjov og tilgængelig måde. Kig forbi og få en snak om køn med en museumsformidler eller udforsk udstillingen på egen hånd.

Pedersen & Nielsen Automobilforretning
Måske tænker du, at en smart el-bil og en stor familie ikke hænger sammen. Men sådan behøver det nu ikke at være. Kig forbi hos Pedersen & Nielsen Automobilforretning på Store Torv, hvor de fremviser deres KIA e-Niro, som er en stor el-familiebil med rummeligt baggagerum. Du kan også tage en snak med medarbejderne fra Pedersen & Nielsen Automobilforretning for at finde ud af, om din næste familiebil skal køre på el.

Swapfiets cykler
Alle ved, at det er meget bedre for miljøet og sundheden at cykle fremfor at tage bilen. Mød Swapfiets på Store Torv og hør mere om deres all-inclusive-cykelabonnement – så har du ALTID en cykel i tip-top stand. Du kan også få hjælp til reparation af din cykel.

VOI løbehjul
Vil du hurtigt og miljørigtigt rundt i Aarhus, så er et el-løbehjul fra Voi en genial løsning. Hør om hvordan du kan leje et løbehjul og komme klimavenligt rundt i Smilets By på en fleksibel og bæredygtig måde.

AFS Interkultur
Mød AFS Interkultur ved Rytterstatuen mellem Store Torv og Bispetorvet.
Hør om hvordan unge mennesker kan komme ud at studere i hele verden og om hvordan du kan blive værtsfamilie for et ungt menneske fra udlandet.

Elbilforeningen
Elbilforeningen er en forening af entusiastiske el-bilejere, og de vil fortælle mere om, hvor fantastisk det er at være ejer af en elbil. Få praktiske råd, hør mere om ferie i en elbil og om den daglige praktik – det er meget lettere end du tror og GODT for miljøet.

Verdensmålsudsmykning
På Store Torv udstilles 17 store kuber med verdensmålene. Hver kube fortæller om ét verdensmål og om hvordan verdensmålene kan blive til hverdagsmål så vi alle sammen kan være med til at hjælpe den bæredygtige udvikling godt på vej. Udsmykningen på kuberne er sammen med de store bannere på Strøget produceret af Harboe Skilte. Bannerne bliver efter Verdensbilleder genbrugt til bl.a. udsmykning, syet om til tasker o.lign., og kuberne bliver genbrugt til kommende verdensmålsudstillinger.

Glaskunstner Annie Hjort
Med inspiration og respekt for det oprindelige FN verdensmålslogo har glaskunstner Annie Hjorth skabt et fantastisk flot kunstværk. Se et udvalg af hendes flotte kunstværker og verdensmålskunstværket på Store Torv kl. 14-17 fredag og lørdag.

Sigfreds Kaffefabrik – med egen kaffevogn på Store Torv
Der vil være premiere på den ægte ”Smilets By-Kaffe” skabt af Sigfreds
Kaffefabrik og Aarhus City Forening i samarbejde med et lokalt smagspanel. Smilets By-kaffen præsenteres under Verdensbilleder fredag 31. maj.

Sekretariatet for Klima og Grøn omstilling
Mød Sekretariatet for Klima og Grøn omstilling fra Aarhus Kommune sammen med andre aktører og hør mere om alle de projekter kommunen arbejder med for at hjælpe klimaet og den grønne omstilling i Smilets By på rette vej.

Sondrup Bilcenter
Er du interesseret i el-biler, så bør du kigge forbi Store Torv, hvor Sondrup Bilcenter er mødt op med to lækre modeller og masser af viden. Det drejer sig om rene el-biler i mærket Renault Zoe samt en Nissan Leaf. To medarbejdere vil stå klar ved standen hele tiden, og de er klar til at svare på alle dine spørgsmål, ligesom du også kan få lov til at prøve at sidde i bilerne. I forbindelse med den store og festlige parade, kører bilerne fra Sondrup Bilcenter også med.

SKT. CLEMENS TORV
Fredag kl. 15.00-21.00

Oplev kampagnen DANMARK FOR MÅLENE
Oplev en del af Danmarks største folkeoplysningskampagne for verdensmålene, når Danmark for målene besøger Aarhus fredag 31. maj fra kl. 15.00-21.00 med temaet SUNDHED. Oplev udstillinger om udvalgte verdensmål og mød tidligere professionelle cykelrytter Jesper Skibby, når han holder indlæg kl. 18.00-18.30.

LILLE TORV OG IMMERVAD VED ÅEN
Fredag kl. 11.00-21.00 og lørdag kl. 11.00-15.00

Naturhistorisk Museum på Lille Torv
Naturhistorisk Museum sætter fokus på livet i havet. Livet i havet er nemlig langt vigtigere for vores liv på landjorden,end de fleste måske tror. Kom og besøg Naturhistorisk Museum på Lille Torv og oplev MASSER af spændende fortællinger.

We Care 360 – velgørenhedsorganisation på Immervad
Mød We Care 360 på Immervad og broen ved Magasin og hør mere om deres arbejde for at etablere vandbrønde i Afrika. Du kan prøve sjove aktiviteter og støtte indsamlingen for rent vand i udviklingslandene.

BISPETORVET
Fredag kl. 11.00-23.30 og lørdag kl. 11.00-15.00

Økologisk øl fra Royal Unibrev
Nyd økologisk øl og andre drikkevarer fra Ceres og Royal Unibrew i udskænkningsvognen på Bispetorvet.

Mød BKI og deres bæredygtige kaffe
Nyd økologisk og bæredygtig kaffe fra BKI fra deres flotte dobbeltdækkerbus på Bispetorvet fredag og Airstream camper lørdag.

Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk