Nyhedsarkiv

Kultur, Musik, Oplevelser

Aarhus Festuge 25. august – 3. september 2017

Aarhus Festuge er en af Nordeuropas største kulturfestivaler, hvor du kan opleve alt fra musik, kunst, dans, teater, udstillinger, børneaktiviteter til fest og sjove happenings rundt omkring i byen. Der er noget for enhver smag, uanset om du er til det gamle og velkendte eller noget mere nyt og eksperimenterende.

I år er temaet “Bridging – Sammen skal vi bygge bro”, og nogle af højdepunkterne i årets program har byudvikling i fokus. Oplev hvordan der bliver bygget bro på tværs af kunstarter, bydele, aldre, viden, interesser og oplevelser.

Brusende vandfald på Vesterbro Torv
Et af de helt store højdepunkter i festugen i 2017 er vandfaldet på Vesterbro Torv, døbt Vesterbrofaldet. På en af byens mest trafikale knudepunkter kan du nyde synet af et brusende vandfald, der strømmer ned fra toppen af et treetagers stillads som en grøn oase midt i byens trafik. På den måde fortsætter Aarhus Festuge den stolte tradition med at inddrage og genfortolke nogle markante byrum.

Virtuelle blomster lyser op på Bispetorvet
Du kan også gå på opdagelse i spændingsfeltet mellem det digitale og det organiske i den store lysinstallation på Bispetorv lige foran Aarhus Teater ved gågaden. Når mørket falder på, kan du opleve en virtuel blomsterhave, der skyder op på gaden og dekorerer den centrale plads i en farverig pragt. Det er lysinstallationen “Flower Power 2017”, der er skabt specifikt til Aarhus og består af tre lyshaver med projektioner af blomster og planter fra den danske blomsterflora, der spirer, springer ud, visner hen og giver plads til nyt liv i en naturlig cyklus skabt virtuelt i gaderummet.

Læs mere om Aarhus Festuge HER.

Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk