Nyhedsarkiv

Miljø

Vandværkerne i Aarhus går ind i kampen for rent drikkevand

En ny undersøgelse viser, at der er fundet rester af sprøjtegifte i 40% af alle de vandboringer, der er undersøgt i Aarhus Kommune. Derfor opfordrer en ny kampagne fra vandværkerne i Aarhus haveejerne til at stoppe med at bruge sprøjtegift i haven. du kan blive meget klogere på emnet i forbindelse med Verdensbilleder i Aarhus.

Sommeren er lige om hjørnet. Det betyder også, at de første tegn på ukrudt er begyndt at vise sig i indkørslen og i haven. En undersøgelse lavet af vandværkerne i Aarhus viser, at 46 procent af de adspurgte mener, at sprøjtegift burde være forbudt. Men samtidig svarer 56 procent, at sprøjtegift i nogle tilfælde er nødvendigt at anvende. På den måde kan det konstateres, at der stadig er mange, som vælger sprøjtegift i kampen mod ukrudt i stedet for riven, hakken eller skuffejernet, påpeger Helene Linnet Aaskov, projektleder hos Aarhus Vand. Hun understreger:
”På den måde peger tallene på, at flere bruger sprøjtegift i haven, selvom de egentlig godt ved, at det er en dårlig idé. Derfor har vi kørt en ny kampagne siden 22. marts, hvor vi sætter fokus på grundvandsbeskyttelse, og på hvordan den enkelte borger kan hjælpe til.”
På Facebooksiden ”Sprøjtefri – Nej til sprøjtegift i haven” vil der gennem kampagneperioden blandt andet blive lavet opslag om, hvordan man som haveejer kan gøre de lokale haver sprøjtefri. Og på hjemmesiden beskytdrikkevandet.dk kan haveejerne få tips og gode råd til havearbejde uden brug af sprøjtegift. Herudover udsendes en husstandsomdelt folder omkring emnet i drikkevandsområder, fortæller Helene Linnet Aaskov.

TIPS TIL EN GIFTFRI HAVE
Et af de bedste tips til en giftfri have er at ændre dit syn på, hvordan den perfekte have ser ud. Under mottoet ”vild med vilje” nyder mange haveejere vilde blomster og græs, som tiltrækker sommerfugle og andre danske insekter.
Vandværkerne i Aarhus har desuden nedenstående tips til dig:
Fliser: Alger på fliser kan fjernes ved at skrubbe med en kost med hårde børster samt vand med sand i. Fjern nyspiret ukrudt lige efter regn. Brug regelmæssigt en fugerenser, et flisejern, en gammel køkkenkniv eller lignende. Fyld fugerne efter en-to gange om året, da planter har svært ved at gro i fuger fyldt op med fugesand på grund af den høje pH-værdi.
Græsplænen: Efterså bare pletter om foråret, så plænen bliver tæt. Ukrudt og mos trives dårligt i en tæt plæne. Efterlad græsafklip til regnormene, så er plænen næsten selvforsynende med næringsstoffer. Du kan evt. supplere ved at så kløver i plænen eller give et tyndt lag (0,5 cm) kompost i foråret (topdressing). Mælkebøtter i græsplænen skal skæres over så langt nede som muligt. Derefter skal du fjerne dem. En mælkebøtte kan godt sætte modne frø, selvom den ligger oven på jorden eller i komposten.
Køkkenhave og staudebed: Hakkejern og håndlugning fungerer på et- og to-årigt ukrudt. Hold jorden løs i overfladen omkring planterne, så spirer ukrudt ikke så let. Lad ukrudtet ligge på jordoverfladen som jorddække.

Læs mere HER og HER.

Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk