Nyhedsarkiv

Kultur, Oplevelser

Hornvarefabrikken med butik i hjertet af Aarhus

Hornvarefabrikkens butik på Store Torv i hjertet af Aarhus byder på masser af skønne hornvarer og en historie om en kulturarv, som det er lykkedes at bevare.
Hos Hornvarefabrikken finder du alt i hornvarer, brugskunst af kohorn, hornskeer og meget mere. Hornfabrikken har eksisteret siden 1935 og fremstiller smykker, design, skeer, knive og gafler, salatsæt, pynt og interiør og meget andet. Hornvarefabrikken designer og fremstiller selv alle deres produkter.
Hornvarefabrikken er den eneste tilbageværende virksomhed i Danmark, som fremstiller smykker, interiør og andet brugskunst af kohorn. 

Historien bag hornskeerne
Skeen har op gennem tiden været det mest anvendte bestik på landet. Den blev efter måltidet tørret af på bukseknæet og hængt op under bjælken klar til næste måltid. Træskeer var de mest almindelige, men efterhånden vandt metalskeerne mere og mere indpas.
I krigen med England 1807-14 blev en dansk marinesoldat, Knud Høj fra Nees sogn, taget til krigsfange i England, og der lærte han kunsten at lave hornskeer. Efter krigen begyndte han en produktion på sin hjemegn, og den bredte sig hurtigt, fordi det var en god ekstra indtægt til det fattige landbrug i disse hedeegne.

Fra husflid til fabrikation
Hans Husted, født i Nees 1834, var en af dem, der begyndte på hornskemageriet, og sønnen Peder Husted, født i Bøvlingbjerg, lærte håndværket af sin far. I 1932 var han den eneste tilbage, som stadig lavede hornskeer, og i 1958 fortsatte hans søn Asger Husted produktionen fra Hornvarefabrikken “Husflid”. Det er nu det eneste sted i Danmark, hvor der stadig laves hornskeer og andre brugsting af horn, såsom salatsæt, æggeskeer, appelsinskræller, marmeladeskeer, armbånd og ringe, m.m.

Materialet ‘horn’
Horn er et smukt og levende materiale at arbejde med, og selvom nogle få maskiner er kommet til hjælp, laves det meste af arbejdet stadig i hånden. I dag er det udenlandske horn, man bruger. Før 1900 fulgte Hans Husted selv med studedriverne til Hamburg og købte horn efter slagtningen. Fremstillingen af skeerne starter med, at modellerne skæres ud af hornet. Derefter opvarmes hornskeerne og spændes i en form, så de får den rette facon. Efter afkøling bliver de så slebet og til sidst poleret. Nu har skeerne fået den blanke, bløde overflade og fremtræder i hornets skønneste farvevariationer fra elfenbenshvidt til ibenholtsort.

Se mere om Hornvarefabrikken her.

Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk