Nyhedsarkiv

Ikke kategoriseret

DBU Street i Aarhus City

Fredag den 17. juni lægger Store Torv i Aarhus asfalt til DBU Street Challenge 2011. Det er DBUs første officielle Danmarksmesterskab i street soccer, og alle 13-18-årige kan spille med.

Det bliver gadefodbold for fuldt tryk, når DBU Street Challenge lægger vejen forbi Store Torv i Aarhus den 17. juni. Alle 13-18-årige piger og drenge kan deltage, og der bliver med garanti fart over feltet både på og uden for banerne. På to opstillede street
soccer-baner vil op mod 40 hold kæmpe om at vinde deres rækker og kvalificere sig direkte til det store finalestævne på Rådhuspladsen i København den 25. juni.

Der spilles fire mod fire på en lille bane med bander, hvor fokus er på teknikken og legen med bolden. Sideløbende med kampene er der en masse aktivitet i stævneområdet, hvor deltagere og tilskuere gratis kan udfordre hinanden i straffespark, skudstyrke, 1 mod 1-kampe og dribleslalom – og naturligvis vinde masser af præmier. Samtidig vil stævneområdet få ekstra energi fra en DJ med de rigtige beats fra The Voice.

Der spilles i U15 (årgang 1996-98) og U18 (årgang 1993-95) for både piger og drenge, og det koster 350 kroner pr. hold at deltage. Tilmeldingen er startet, men der er stadig plads til hold i Aarhus – tjek www.dbu.dk/street og tilmeld dig og dine venner.

Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk