Wellness

Thaierne har gennem århundreder beskæftiget sig med sundhed, skønhed og originale behandlingsmetoder. I dag er særligt thai-massagen berømt på tværs af landegrænser for dens helende egenskaber, og til Verdensbilleder får du chancen for at opleve den på egen krop, når behandlere tilbyder ægte thailandsk wellness på gaden i Aarhus.

Thaimassagen er en del af den originale thaimedicin, der modsat den klassiske vestlige medicin, har en holistisk tilgang til behandlingen af sygdomme. Det betyder, at behandleren har fokus på både ydre, indre og psykiske eller åndelige problematikker. Når en diagnose er fastslået, så bliver patienten indenfor den originale thaimedicin tilbudt en kombination af de tre terapiformer; thaimassage, urtemedicin og healing. I dag kombineres de klassiske behandlingsformer ofte med nyere teknologi og viden, ligesom den berømte thai-massage i stor udstrækning også benyttes som velværebehandling eller til forebyggelse af sygdomme frem for blot til specifikke medicinske formål. Her integreres den ofte med wellnessbehandlinger som oliemassage og aromaterapi, fodmassage, ansigtsbehandlinger eller manicure.

Rejser man til Thailand, vil man opleve, at thaimassagen er en meget integreret del af samfundet. Der er små massage- og wellnessklinikker på hvert andet gadehjørne, ligesom man ofte kan opleve selvlærte behandlere praktisere massagen på gaden eller stranden. De dygtigste behandlere er ifølge thaierne uddannet i Wat Pho templet i Thailand, hvor Thai Traditionel Medical School står for den officielle uddannelse af thaimassører.

Hvad er thai-massage?

Thai-massage er en ældgammel behandlingskunst, som udøves ved hjælp af teknikker, der ikke blot som normal massage er afslappende, men også bearbejder og manipulerer kroppens muskler. Massagen er en kombination af bløde, afslappende bevægelser og passive strækøvelser, kiropraktisk manipulation af kroppen og akupressur, som er en slags trykpåvirkning af nerver og kroppens energilinjer, hvorigennem man indenfor thaimassagen mener at kunne skabe balance i kroppen. Inden massagen udføres skifter patienten til løstsiddende, behageligt tøj, og massagen udføres traditionelt på en måtte eller en madras på gulvet. Behandleren bruger hele kroppen til massagen, også ben og fødder, som kan bruges til at fiksere patientens krop, mens hænderne masserer. I andre stillinger bruges fødderne til massage, og det er ikke unormalt, at behandleren står og går ovenpå patientens ryg for at bruge hele sin vægt til det karakteristiske rytmiske pres. En fuld thaimassage inkluderer hele kroppen, hvor også fingre, tæer og endda ører strækkes ud.

Oplev ægte thailandsk massage og wellness
Lørdag d. 2. juni kl. 10-17, Strøget
Søndag d. 3. juni kl. 10-16, Strøget
Mandag d. 4. juni kl. 16-22, Clemens Bro

Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk