Fotoudstilling Emilie Langkjær 2011

Emilie Langkjær – fotograf på St. Croix  1898 til 1913. Fotoudstillingen i Rådhushallen fra den 31. maj – 1. juni.

Under Verdensbilleder kan publikum fordybe sig i en enestående fotoudstilling med billeder taget fra St. Croix. Alle billederne er perioden 1898 – 1913 og taget af Emilie Langkjær, som boede på øen sammen med hendes mand. Hun betegnes som den første kvindelige fotograf på St. Croix.

Emilie Conradine Berendt blev født i Køge 14. juni 1874. Hun blev gift med jurist Anders Jensen Langkjær, som kom fra en gård på Vejle kanten. Sammen tog de til St. Croix, hvor han fik job som politiassistent og politifuldmægtig. Emilies tid som husmor gik først med at indrette hjemmet i Strandgade 10 i Frederiksted. Kort efter ankomsten føder hun datteren Ellen. Sammen med sin mand tilhører hun byens danske elite. Alt dette kunne sagtens have beskæftiget hende fuldt ud, men hun manglede og magtede tilsyneladende noget andet og mere.

Da Emilie blev gammel fortalte hun sin familie: ”På et tidspunkt ude på St. Croix var der brug for en fotograf, men der var ingen”. Hermed mente Emilie sandsynligvis, at en dengang kendt fotograf Jacob A. Weng døde i 1905, og da han var øens eneste professionelle fotograf, opstod der en mulighed for en ny fotograf på St. Croix. Det var på samme tid, at hendes søster Frida kom for at bo hos dem i Strandgade og at sønnen Asger blev født. Med søsterens hjælp fik Emilie tilsyneladende overskud nok til at blive en aktiv og meget allround fotograf.  Hvordan og af hvem hun lærte at fotografere – det vides ikke.

Huset i Strandgade blev nu indrettet med mørkekammer og atelier. Måske startede Emilie lidt forsigtigt med at fotografere familien. Med Fridas hjælp kunne der også tages selvportrætter. Men lige uden for hjemmet var der mange interessante motiver.

Ved at betragte Emilies over 100 kendte fotografier, kan man inddele disse i forskellige grupper. Atelierfotos (portrætter og mindre grupper bl.a. af  personer i uniform), gadefotos (”folkeliv”), havnefotos (aktivitet og byens centrum) og landskabsfotos (bl.a. ridende militær, plantagebygninger). Men Emilie Langkjærs fotografier kan også inddeles ud fra motivet: Militæret, den
hvide plantagefamilies liv, kvindernes verden, kirkelige aktiviteter. Der er også en række motiver, som viser de forandringer og forbedringer, som fandt sted på St. Croix, mens familien boede der.

Men 1905 var også året, hvor postloven gav postkortet det udseende, vi kender i dag. Emilie fik derfor trykt nogle af sine billeder, som postkort. Da de var beregnet til danskere, fik de en dansk titel, og på bagsiden stod med små røde bogstaver: E. Langkjær, St. Croix. Eneret.

Hvis der er en sammenhæng mellem et korts popularitet i begyndelsen af 1900tallet og mængden af bevarede kort her 100 år senere, – ja, så var især Badeliv men også Hos Frisørinden Emilies største succeser.

Den 18. juni 1913 døde Anders Langkjær 47 år gammel. Emilie og børnene fik tilkendt en beskeden pension. Fotoudstyret og det meste af hjemmet blev solgt, og så sejlede de tilbage til Danmark. Efter et langt liv døde Emilie Langkjær den 29. juli 1960.

Udstillingen kan ses i Rådhushallen fra den 30. maj – 1. juni

Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk