Amerikansk inspiration giver dansk succes

Når en ny trend rammer Danmark, har den sandsynligvis allerede huseret i USA et godt stykke tid. Derfor henter Harboe Skilte, som står for udsmykningen under USA Festivalen, ofte inspiration til nye produkter ”over there”.

Det er Harboe Skilte, som står bag de flag, bannere og plakater, som præger bybilledet under USA Festivalen den 4. juni, og årets tema passer direktør Dennis Harboe rigtig godt. Han har nemlig i mange år skelet til den anden side af dammen, når han vil udvikle sin forretning. ”Mange mennesker har travlt med at ville opfinde den dybe tallerken selv, men det er altså ikke altid nødvendigt. Ofte kommer man langt med at lade sig inspirere af de idéer, som amerikanerne allerede har prøvet af, og så tilpasse dem danske forhold. Mange forbinder nok amerikansk markedsføring med store, lysende billboards, som ikke passer til vores måde at gøre tingene på, men der er masser af andre trends og tendenser, som man sagtens kan bruge,” siger Dennis Harboe. Han tager jævnligt på inspirationstur og besøger fagmesser i USA. ”Messerne tiltrækker folk fra hele verden, så det er et godt sted at mærke pulsen inden for branchen,” siger han.
Messebesøg og inspirationsrejser har været med til at skabe et stort internationalt netværk, som Harboe Skilte blandt andet har kunnet bruge til at få nye idéer, finde nye produkter og endda opnå eneret på forskellige eksponeringsløsninger på det danske marked.

Nyt produkt har fået succes
Et tiltag fra Harboe Skiltes side, som udspringer fra et besøg i USA, er konceptet kulturbanner. dk. Det er baseret på et amerikansk system til ophængning af bannere i lygtepæle, som Harboe Skilte har fået agentur på i Europa. Konceptet har fået succes fra starten og er allerede rullet ud i København og Roskilde, og i Aarhus vil den nye bannertype også kunne ses hen over sommeren i forbindelse med forskellige kulturarrangementer. Der er flere fordele ved at forhandle amerikanske produkter, mener Dennis Harboe. ”Man kan altid være sikker på, at kvaliteten er i orden. På grund af deres juridiske system bliver der ikke taget nogen som helst chancer i forhold til sikkerhed og produktkvalitet,” fortæller han. Det er dog ikke bare inspiration til konkrete produkter, som Dennis Harboe forsøger at hente i USA. ”Når jeg tager derover, handler det lige så meget om at få input til den grundlæggende forståelse af, hvordan man tænker butiksdrift og –indretning. Det hjælper mig til at rådgive mine egne kunder bedre i forhold til deres valg af eksponering og skiltning. Man skal ikke holde sig tilbage med at lære af andre – og vi må erkende, at vi kan lære en hel del af amerikanerne,” siger han.

 

Tekst: Louise Mandal Deruginsky

Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk