Midnatsfyrværkeri – Et farvestrålende punktum

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Et storslået fyrværkeri i adskillige farver bliver den festlige afslutning på Europa Festival i Aarhus. Efter en lang dag med spændende oplevelser sætter H.C. Andersen Fyrværkeri et flot punktum for dagen og skyder til midnat festligt fyrværkeri af fra toppen af Magasin.

af Lene Grønborg Poulsen

Traditionen tro afsluttes den årlige shoppingevent i Aarhus med et spektakulært fyrværkeri. Det er det århusianske firma H.C. Andersen Fyrværkeri, som med Henri Drenck i spidsen, skal skabe klare farver på den mørke himmel.  Det hele bliver sendt af sted fra taget af Magasin, men Henri Drenck lover, at man kan se det ud over hele byen:
”Det bedste sted at se fyrværkeriet vil nok være på Clemens Bro, for her står man i den rigtige afstand og med fri himmel over sig. Men fyrværkeriet kan ses fra mange steder i byen, og jeg tror, at de fleste har en fast position, hvor de står hvert år,” forklarer Henri Drenck.
Selvom han har været med til at skyde fyrværkeri af som afslutning på midnatsshopping i Aarhus op til 14 gange nu, bliver han ikke træt af det:
”Det er altid en god oplevelse. Fyrværkeriet i Aarhus er en god og festlig tradition, som vi i H.C. Andersen Fyrværkeri er glade og stolte over at føre videre,” forklarer han.
Derudover tilføjer han, at der er mange handlende, som altid bliver i byen for at få det sidste fyrværkeri med. Endelig er fyrværkeriet til glæde for de børn og unge, som har fået lov til at blive længe oppe og sammen med mor og far kan nyde det smukke syn på den århusianske nattehimmel.

Fyrværkeri i alle farver
Sidste år var temaet for festivalen USA, og der skød Henri Drenck og hans team fyrværkeri af i USA’s nationalfarver rød, hvid og blå. I år bliver det dog anderledes:
”Nu er temaet jo Europa, og derfor holder vi os ikke til nogen bestemte farver. Fyrværkeriet bliver dagens afslutning, og vi blander farverne efter skøn og behag til stor fornøjelse for tilskuerne,” forklarer Henri Drenck.
På den måde understreger fyrværkeriet fint mangfoldigheden i de europæiske lande, som de besøgende kan opleve hele dagen i Aarhus.
Sidst men ikke mindst håber Henri Drenck på lunt og klart sommervejr, så fyrværkeriet kan lyse himlen op uden problemer.
”Når vejret er fornuftigt, så har vi mange mennesker på gaderne, og det er det bedste udgangspunkt for at skabe en god oplevelse for alle,” afslutter Henri Drenck.

Oplev festfyrværkeriet blive skudt af ved midnatstid fra taget af Magasin.

 

 

Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk