Europæisk mangfoldighed og oplevelser

Til indlæg 1

Europa har det hele. Storslået natur, varme, kulde, oplevelser samt forskellige kulturer og folkeslag. Læs med her hvor vi ser nærmere på nogen af de største europæiske oplevelser og turistattraktioner.

Af Lene Grønborg Poulsen

Europa som verdensdel strækker sig fra Nordsøren og Atlanterhavet i vest til Uralbjergene i øst, og fra middelhavet i syd til Nordpolen. Kort sagt er det en verdensdel med mange forskellige oplevelser. Europa er et smeltedigel af kulturer, folkeslag, religioner og natur, og det er umuligt at beskrive verdensdelen fyldestgørende med få ord. Europa bør kort sagt opleves!
I forbindelse med at Aarhus er kåret som Europæisk Kulturhovedstad i 2017 sætter Aarhus City Forening fokus på Europas mangfoldighed, idet byen 4. juni inviterer Europa til Aarhus for en stund. Læs med her hvor vi kigger nærmere på den verdensdel, vi selv er en del af.

Tyskland – Berlin
Tyskland er en såkaldt forbundsrepublik, der består af 16 delstater med et areal på 357.000 km2 og en befolkning på omkring 81.000.000. Berlin, Hamburg, Flensborg og München er populære storbyer, som ofte bliver besøgt af danske turister. Det traditionelle tyske køkken byder på sauerkraut, pølser og store fadøl, mens det moderne caféliv kan minde meget om det danske.
Tysklands hovedstad Berlin bliver af mange kaldt Europas kulturhovedstad, og det er der en god grund til. Danskerne bliver tiltrukket af byens upolerede facade, hippe kunstnermiljøer og lækre caféliv. Byen er desuden rig på kulturarv samt gammel og nyere historie. Her kan du blandt meget andet opleve Brandenburger Tor samt rester af muren, der engang delte byen i to.

Storbritannien – London
Storbritannien eller den britiske stat omfatter unionen mellem England, Wales, Skotland og Nordirland – på engelsk United Kingdom. I det 242.525 km2 store område er engelsk det officielle sprog, mens der også bliver talt walisisk, irsk og skotsk. Engelsk morgenmad – English Breakfast – er kendt i hele verden, og rejser du i denne del af Europa, kan du forvente røræg, fedtet bacon, baked beans, stegte tomater og toastbrød på din morgentallerken. I hovedstaden London oplever du ægte engelsk storbystemning og ”must sees” er Big Ben, Buckingham Palace, Tower Bridge og London Eye. Derudover er der også interessante oplevelser på de mange museer, mens shoppinginteresserede nyder at få de nyeste tendenser med hjem i indkøbsposerne. Mange danskere tager på miniferie i den engelske hovedstad, fordi det er nemt, hurtigt og billigt at flyve til London.

Frankrig – Paris
Frankrig er det største vesteuropæiske land. Her bor ca. 63.300.000 mennesker som hovedsagligt taler fransk – men også flamsk, bretonsk, tysk samt andre sprog. Frankrig har historisk været et kulturelt og politisk kernepunkt i Europa, og blandt andet Den Franske Revolution kom til at betyde meget for udviklingen i resten af Europa. I dag kender vi Frankrig som et dejligt ferieland, hvor natur, vand, sand, kultur, mad og cykelsport er de største turistattraktioner.  Især fransk vin er populært blandt danskere, og flere vinrejser er også opstået på den baggrund.
I byernes by Paris, som også er Frankrigs hovedstad, er der romantiske oplevelser i vente. Eiffeltårnet troner over byen, mens også Notre-Dame, Louvre og kirken Sacre-Coeur bør besøges. Derudover er Disneyland et populært valg for børnefamilierne.

Italien – Rom
Den sydeuropæiske republik Italien strækker sig fra Alperne i nord til Sicilien i syd, og ”Støvlelandet” råder over et areal på ca. 300.300 km2. Italien har haft stor betydning for den vestlige europæiske kultur, og i antikken var Rom midtpunkt for hele Romerriget samt førende indenfor arkitektur, litteratur, kunst og krigsførelse. I dag kender mange Italien som et land med stor gæstfrihed. Her er noget for alle, om man er til badeferie eller natur- og kulturferie. De italienske badestrande er et populært valg hos mange, mens Toscana-området samt byer som Firenze og Milano tilbyder en unik stemning og storslåede kulturelle oplevelser.
I Rom, Italiens hovedstad, mærker man historiens vingesus fra blandt andet Colosseum, Forum Romanum og Vatikanet. Maden er udsøgt og antipasti samt pastaretter nydes på fortovscaféen med et enkelt glas vin eller en espresso.

Spanien – Madrid
Kongeriget Spanien omfatter størstedelen af Den Ibiriske Halvø, Balearerne, småøer i Middelhavet, De kanariske Øer i Atlanterhavet samt enklaverne Cetuta og Melilla i Marokko på den afrikanske kyst.  I 1500-taller var Spanien en stormagt med store kolonier i blandt andet Latinamerika.
Spanien har i dag fire hovedsprog, som er spansk eller castiliansk, catalansk, galicisk og baskisk. Når man rejser i Spanien er der mange valgmuligheder. Øer som Gran Canaria eller Tenerife er populære i vintermånederne, mens sommerens ferier for danskerne vedkommende ofte går til vandet ved Costa Brava eller til de meget populære byer Barcelona samt hovedstaden Madrid. I Barcelona må man ikke gå glip af den levende hovedgade Las Rambla, den eventyrlige Parc Güell samt kirken Sagrada Familia, mens Madrid byder på pulserende storbystemning og attraktioner som kongeslottet, tyrefægtning og Real Madrids stadion Santiago Bernabéu. Endelig må du huske at nyde den lokale udsøgte tapas sammen med et kraftigt glas spansk rødvin.

Europa i Aarhus
Under Europa Festivalen 4. juni i Aarhus City kan du ved selvsyn opleve flere af de europæiske lande. Hvad med ægte fransk pariserstemning på Klostertorvet og i Latinerkvarterets små hyggelige gader. Italien kan du se, smage og nyde flere steder i byen – på Rådhuspladsen og Rådhuset, hvor det Dansk-Italienske Handelskammer inspirerer med udstilling, i Bruun´s Galleri hvor du blandt andet kan få gratis italiensk is eller ved Åen hvor caféer og restauranter byder på autentiske italienske specialiteter ved byens helt egen lille Venedig. Hele Strøget er pyntet op som Storbritannien, og her vil både udsmykning, optrin, aktiviteter og happenings få dig til at føle, at du står midt i London. Er du til alt hvad der er spansk, så bør du besøge Den Spanske Stats Turistbureau som sammen med den lokale restaurant CanBlau indtager Lille Torv. Spanien har i øvrigt også opstillet en Camino-udstilling i Musikhusets foyer, som kan opleves frem til 4. juni helt til kl. 21.00.

God tur rundt i hele Europa 4. juni.

Fakta om Europa
Europas samlede fladeareal er 10.506.000 km2, hvilket svarer til 6,7 % af landmasserne på jorden. Det samlede folketal er på omkring ca. 900 millioner, hvilket er 14 % af alle mennesker i verden. Europa består af 44 selvstændige stater, hvoraf Rusland er den største målt på såvel areal som befolkning, mens Vatikanstaten i Rom er den mindste.

Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk