Europæisk kampsport gennem tiderne

Colosseum_logo, til www

The Colosseum er en århusiansk baseret kampsportsforening, der har fokus på fællesskab, kultur og integration i byen. Under Europa Festival kan du opleve deres spændende show på Store Torv, hvor publikum bliver præsenteret for europæisk kampsport gennem tiderne.

af Lene Grønborg Poulsen

Romerske gladiatorkampe, engelsk boksning og islandsk brydning. På scenen på Store Torv vil du under Europa Festival kunne opleve en historisk fortælling om europæisk kampsport, når medlemmerne af kampsportsforeningen The Colosseum går på scenen. Her vil der være op til 15 mand på scenen, mens 40-50 personer vil hjælpe med at arrangere og planlægge eventen:
”Rigtig meget af det vi arbejder med handler om formidling af udtryk og indtryk af kroppen. Kampsport og kampkunst har været mange forskellige ting i løbet af historien, og vores show vil i mindre grad være præget af sport og i større grad være præget af kulturformidling,” forklarer Christian Vorre Mogensen fra The Colosseum.
The Colosseum er en kampsportsforening, som har været i Aarhus i over 20 år. Du finder den i Banegårdsgade midt i byen, og her kan alle være med, idet The Colosseum har hold for alle aldre. i The Colosseum mødes medlemmerne på tværs af kultur, alder og køn, og i sporten har alle samme værdier og målsætninger – uanset hvem man er, og hvor man kommer fra, understreger Christian Vorre Mogensen

Mere teater end sport
The Colosseum har lavet mange shows samt opvisninger i både ind- og udland. De har blandt meget andet optrådt under Aarhus Festuge, mens de også har taget ud over landets grænser for at deltage i internationale kampstævner.
Når de går på scenen under Europa festival, vil det dog være med et teatershow, der sætter fokus på den europæiske kulturarv, som også findes i de forskellige udgaver af kampsporten.
”Den teateropsætning vi præsenterer for publikum vil ikke være så sportsligt præget. Det er en historiefortælling, som viser, at kampsport og kampkunst har været mange forskellige ting i Europa,” understreger Christian Vorre Mogensen.

Kroppen i centrum
I foreningen The Colosseum er der 400 medlemmer fra 20 forskellige nationaliteter, der alle mødes om forskellige indgangsvinkler til kampsport. Foreningen gør desuden meget ud af at skabe en følelse af fællesskab, og medlemmer fra The Colosseum deltager også som frivillige i andre arrangementer i Aarhus som f.eks. Ironman.
”At dyrke kamsport giver en bedre forbindelse til krop, koncentration og koordination. Det er en fantastisk træning, som både kan give en selvindsigt, selvforståelse og selvtillid. Det er vigtigt for os, at det ikke handler om at avle verdensatleter, og vi vil hellere sætte fokus på at skabe velbalancerede mennesker, som har en styrke og indre ro, man kan bruge både i træningssalen og udenfor,” afslutter Christian Vorre Mogensen.

The Colosseum, Banegårdsgade 36A, 8000 Aarhus C, www.thecolosseum.dk

 

Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk