Store Torv

På Store Torv møder du historier fra Middelalderen. Men pladsen er også hjemsted for det moderne Aarhus – med dyre tøjforretninger, eksperimenterende kunst og landskampe på storskærm.

Store Torv har forandret sig fra at være stedet for offentlige hængninger til at være stedet, du shopper, gifter dig eller går i byen. Stiller du dig på det smukke torv, står du samtidig i centrum af den ældste del af Aarhus.

Store Torv blev grundlagt i begyndelsen af 1300-tallet, og i Middelalderen var pladsen hjemsted for utallige markeder.  Selv om torvet i dag har samme størrelse som dengang, er alle bygninger af nyere dato. Den gamle byport var placeret ved torvets ende – der hvor Lille Torv i dag møder Store Torv.

Den store plads med smuk granitbelægning samler bykernens mange områder. Her mødes Strøget, Bispetorv, Immervad og Latinerkvarteret. Det er imidlertid især den store Domkirke, der stjæler opmærksomheden fra torvets omkringliggende huse. Kirken – den største i landet – rager med sine 96 meter højt op i luften og dominerer klart. Den er bygget i slutningen af 1500-tallet og er et smukt eksempel på gotisk byggestil. Stor, voluminøs, voldsom. Har du endnu ikke taget dig sammen til at besøge kirken, burde du gøre det.

Glem kirken for en stund

Selv om Domkirken er utrolig smuk, er det værd blot en enkelt gang lige at ignorere den. For Store Torv indeholder så meget mere. Fra pladsen er der eksempelvis smuk udsigt ned til byens gamle teater, ligesom Hotel Royal fortæller historier om en svunden tid som storslået provinshotel. Træd også indenfor i Thorups Kælder, der siges at være byens ældste. Den menes at være bygget af cisterciensermunke i 1200-tallet. Bag murene i kælderen løber der faktisk en underjordisk gang mellem klostret ved Vor Frue Kirke og Domkirken.

Det gamle Løve Apotek er også et besøg værd – med eller uden recept. Det er byens ældste virksomhed, og det er mere end 400 år siden, at der blev givet kongeligt privilegium til at drive apotek i Aarhus. Siden 1746 har apoteket ligget på Store Torv – og det lokale, du kender i dag, stammer fra 1876. Kig op – der er glasmalerier i loftet. Flotte udskæringer pynter langs panelerne, og gamle apotekerkrukker er med til at give rummet en helt særlig atmosfære.

Stål og Ben & Jerry’s

Men selv om historie er en stor del af Store Torv, er der også moderne tiltag. Siden sporvognene blev skrottet i 1972, har det været diskuteret, hvordan det moderne Aarhus skal integreres med fortiden på Store Torv. Skulpturen Torvenes Brøndsløjfe er et eksempel på moderne kunst, der virkelig står i debatteret kontrast til de gamle bygninger. Det 18 meter lange vandkunstværk er placeret midt på torvet – udført i stål og sort diabas. Her kan du om natten ofte nyde synet af beduggede mænd, der lader vandet i den i folkemunde døbte Vanddragen.

Store, moderne tøjhuse er ligeledes flyttet ind på torvets venstre side. Herfra sælger Støy Munkholm lækre, internationale mærker, ligesom verdensomspændende G-Star Raw altid er med på den nyeste mode. Det virker faktisk som om, at torvets ene side huser en mere moderne stil, der, udover salg af tøj, også tæller Bang & Olufsen og noget så amerikansk som isbaren Ben & Jerry’s. På den modsatte side – ved Apoteket – ligger butikker som  Kristian F. Møllers boghandel og Guldsmed Hingelberg. Sidstnævnte har værksted, hvor anerkendte guldsmede arbejder og laver smykker til hele verden.

På enkelte områder er Store Torv dog forblevet det samme. Det er fortsat her, århusianerne mødes, når der sker store begivenheder. I gamle dage var det foran galgen. I dag er det langt mindre dramatisk – og langt mere humant – foran storskærmen, når klaphatten sættes på toppen af hovedet, og danskerne sammen hepper på landsholdet.

 

Tekst: Nina Hermansen og Marie-Louise K. Andersen
Foto: Kim Haugaard

Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk