Nyhedsarkiv

Børn, Oplevelser

Mød Naturhistorisk Museum på Lille Torv under Verdensbilleder 2019

FN’s 14 handler om livet i havet, som er langt vigtigere for vores liv på landjorden, end de fleste måske går og tror. Blandt andet kommer omkring halvdelen af luftens ilt fra algerne i havet, og fangsten af fisk, skaldyr og blæksprutter giver mad på bordet til omkring tre milliarder mennesker. Men der er grund til bekymring, for omkring 40 procent af verdens have er i dag stærkt belastede af blandt andet forurening, overfiskning og ødelæggelse af rev og levesteder for fisk og andre dyr langs kysterne.
Normalt finder du Naturhistorisk Museum i Uniparken i det nordlige Aarhus, men i forbindelse med Verdensbilleder rykker museets guider ind på Lille Torv i et stort telt, fortæller formidlingschef Henrik Sell. Her præsenterer medarbejderne tre forskellige perspektiver på temaet om “Livet i havet”, og du får samtidig en smagsprøve på, hvad du ellers kan opleve, hvis du besøger Naturhistorisk Museum.
Museet har i den seneste tid præsenteret en populær udstilling om eventyreren Troels Kløvedal, som sejlede hele livet på jagt efter frihed og nye oplevelser, og nu kan du opleve en flig af den udstillingen i forbindelse med Verdensbilleder.
”Troels Kløvedal har sejlet på verdenshavene i 30 år, og han var engageret i bevarelsen af koralrev samt meget optaget af overfiskeri i havene. Vi trækker derfor på nogle elementer fra udstillingen, som man kan komme og opleve til Verdensbilleder,” fortæller Henrik Sell.
Herudover er der særlige tilbud til alle børn, som har lyst til at lære mere om dyr i havet.
”Vi tilbyder nogle hands-on aktiviteter på stedet, hvor børnene kan få lov til at røre, lege og prøve ting af. Det gør vi ud fra tanken om, at hvis man har kendskab til noget, så passer man også bedre på det,” påpeger Henrik Sell.
Det sidste fokuspunkt i teltet handler om biodiversitet i havet.
”Vi vil gerne understrege og diskutere, at hele temaet om livet i havet også handler om, at man skal give plads. Vi skal simpelthen give nogle uberørte steder tilbage til havet, så der også er områder, som vi ikke udnytter,” afslutter Henrik Sell.

Du kan møde Naturhistorisk Museum på Lille Torv fredag 31. maj kl. 10.00-21.00 og lørdag 1. juni kl. 10.00-16.00, hvor du bl.a. kan opleve følgende:

  • Udstoppede hav(ne)dyr/fugle (måger), flere arter indtager faktisk byrummet!
  • Levende havdyr, især krabber, rejer m.fl.
  • Levende tang med diverse andre levende væsner der nu sidder på det fangne tang (som mosdyr, posthornsorme m.fl.)
  • Mørkt tungsand fra Femmøller, magnetisk sand – leg og lær med magneter, nedbrudte jernholdige bjerge fra istiden, magnetfelter og sjov!
  • Ledeblokke fra stranden, basalt, rhombeporfyt, granit, gnejs, påskallavikporfyr osv…. Istidens spor på stranden, gamle bjergstumper, der endnu ikke er blevet kværnet til sand af havets kræfter
  • Tingfinderstrandkasse, alt muligt spændende… glæd dig.
  • Hvaltove i naturlig længde med 4 arter fra danske farvande. Oplev mere om både biodiversitet, støjforurening og plastik!
  • Følekasser med spændende ting, som stimulerer andre sanser end synsansen… kan du gætte hvad der er i kasserne…?
  • Fiskedam med 200 træfisk, som man måske kan fange…
  • Skaldyrtavle, forskellige snegle og muslinger fra stranden
  • Stereolupper så man kan kigge tæt på alt muligt!
Aarhus City Forening      Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3      8000 Aarhus C      Telefon 86 13 75 00      mail@aarhus-city.dk